Henrik Ibsens skrifter

Tillad mig herved at sende Dem min varmeste, min hjerteligste tak for ​Deres elskværdige brev, der kom mig i hænde på ​min fødselsdag og for ​Deres vidunderlig dejlige billede, hvilket jeg havde den usigelig store glæde at modtage for nogle dage siden. Det er nu ophængt på ​en god plads i mit arbejdsværelse, så at jeg stadig kan have det for øje, stadig mætte mit syn ved udsigten over det vide åbne hav, – og stadig øge min længsel efter atter at mødes med den kære, kære, yndige, unge pige, som har skabt dette lille fine kunstværk. Og som under udførelsen har tænkt på mig i det fjerne! Å, – om jeg kunde få anledning til personligt og mundtligt at takke Dem, – takke Dem således, at takke Dem således, som jeg allerhelst vilde! Havet elsker jeg. Deres billede henflytter mig i tanke og stemning til det jeg elsker. Ja, – De har ​rigtignok beriget mig for livet ved det, som De har skænket mig. Nu skal ​lille Solvejg hænges ved siden af havbilledet. Så har jeg Dem helt og samlet foran mig, – og i mig. – –

Minder fra München steg så stemningsfuldt op hos mig da jeg modtog disse hilsener i ord og i farver fra Dem. Hvor gerne vilde jeg nu være dernede igen! Thi der hører jeg dog så inderligt hjemme. Men der er jo så mangt og meget i livet, der stiller sig hæmmende ivejen for et menneskes ønsker og længsel. – –

Det er en utrolig færdighed, De har opnået i at behandle det norske sprog. Tænker De aldrig på at gøre ​en sommerrejse herop? Drømme en lys flygtig sommernatsdrøm mellem fjeldene eller ude ved havet?

Svar mig engang på det, kæreste frøken Raff. Vil De? Mig skulde det være usigelig kært atter, – naturligvis ved tid og lejlighed, – at modtage nogle linjer fra Dem.